Mit hjerte bankede, det var nu eller aldrig. Her stod han, Tony Robbins omgivet af et væld af vagter og samtidig min eneste mulighed for måske at opnå et interview med ham til min bog. Forinden havde jeg fået afslag fra alle i hans organisation. ”Tony er nødt til at sige fra, selvom dit projekt er unikt. Han bliver spurgt af mange hver dag World Wide. Men du er velkommen til at melde dig ind i hans Platin Group, hvor du kan få lejlighed til at tale med ham”. Det viste sig, at et sådant medlemskab i den mest skrabede udgave beløb sig til kr. 350.000. Det var for mig ikke lige modellen.
Så hvad gør man, når det virkelig er vigtigt, og alt synes umuligt. Man tager en dyb indånding, overskrider alle komfortzoner, tager modet i hånden og gør det, der skal til. Vil man det tilstrækkeligt, er dét at give op slet ikke en option.
Når vi taler om vores evne til at skabe og manifestere ud fra det, vi ønsker os for dagen og livet, er jeg slet ikke i tvivl; vores skaberkraft er en naturlig del af dét at være til. Vi skaber dagen lang, og nej det er ikke noget, vi skal lære. Vi kan til gengæld lære at skabe det, vi ønsker i stedet for måske gang på gang at anbringe os i situationer, der gør os magtesløse og handlingslammede.
Sjældent går vi gennem livet uden udfordringer; der vil altid være mangt og meget, vi skal lære, og som er med til at styrke os. Men jo større bevidsthed vi skaber omkring vores evner til at manifestere, jo lettere iagttager vi faldgrupperne og ved, i hvilken retning vi skal gå.
Som ganske lille undrede jeg mig over, at der var så meget, jeg vidste om mennesker og fremtiden, andre endnu ikke var opmærksomme på. Det føltes, som kørte der en film af to omgange - først inde i mit hoved, dernæst i den verden vi alle kunne se.
Jeg følte mig anderledes og var bange for, om jeg mon var skør. Helt galt blev det, da jeg pludselig så mennesker, som var døde. Hvad ville familien ikke tro, hvis jeg talte om det. Længe, meget længe gik jeg med det for mig selv, indtil den dag min mor pludselig grædende fortalte, at min mormor nu havde det skidt igen. Igen vidste hun, at en i den nære omgangskreds skulle dø. Min mormor havde den særlige og samtidig triste evne at kunne lugte blomsterne på graven, når nogen tæt på skulle dø. En evne hun bestemt ikke var glad for, og som hun ikke var i stand til at lukke ned for.
Et uforglemmeligt og meget hjertegribende møde blev det med Janet Bray Attwood, da jeg skulle interviewe hende. Janet følte sig ikke klar og havde forinden tænkt sig at udsætte, men hun valgte alligevel at møde op. Og da vi gik hinanden i møde, skete der noget magisk. Vi var begge meget rørte og mærkede straks hinandens hjerter og var forsikrede om, at vi ville blive veninder for livet. Også mine to døtre blev fanget af Janets hjertevarme, da hun omfavnede dem og bad om at få lov til at adoptere dem.
Det der skulle være et dybt seriøst interview blev også et kært møde mellem to kvinder, som bare havde lyst til at hyggesnakke og holde i hånd. Meget har siden bevæget mig omkring Janet, der med en fortid som stofmisbruger og med en dybt alkoholiseret mor har levet i en hverdag fyldt med sorg, frygt og magtesløshed. Meditation og The Passion Test blev hendes redning.
Først og fremmest tak til dig fordi du læser med. - Det var med bankende hjerte, jeg kontaktede politiet. Vidste de mon allerede besked? Levede han endnu, eller var det lykkedes ham at tage livet af sig selv? Få sekunder forinden havde jeg modtaget det mest forfærdelige brev fra min far. En del af det lød sådan:
Min kære lille søde datter Pia, som jeg er så utrolig stolt af. Jeg bliver desværre nødt til at meddele dig, at når du modtager dette brev, har jeg begået selvmord...
