Love Blog - Kærlighed til jer via mine blogs

Er du parat til at slippe blokeringen, kan alt ske

Noget jeg længe har tænkt over, og som piner mig er, at så mange skønne mennesker jeg møder på min vej, er så ufatteligt dygtige til at blokere for egne muligheder. Der er så stort et potentiale i os alle, som oftest blot behøver ganske lidt opmærksomhed for at komme til udtryk. Men desværre finder mange af os større tryghed ved at blive i det mindre tilfredsstillende kontra det at give mulighederne lidt lys. Det handler naturligvis om, om vi er parate til at tage det skridt, der skal til.

Vi kan alle lykkes med det, vi af hjertet ønsker. Det handler først og fremmest om vores tro på, hvad vores inderste indeholder. Og så handler det om at finde styrken i det guld, vi besidder og tillade den enorme kraft og power, vi alle har, at arbejde igennem os og komme til udtryk. At lade den få lov til at udvikle os. Gør vi først det, kan alt ske.

Skal vi lykkes med det, bliver vi nødt til...

Læs mere...

En pinlig oplevelse der ændrede mit syn på mig selv

Salen var fyldt med mennesker, det var direkte TV, og jeg havde lige veloverstået et quiz program, hvor jeg som blondine skulle afkræfte alverdens blondineteorier ;-) Det gik heldigvis godt. - Det var i Italien, jeg boede i Milano og var udsendt for det dengang nystartede Unique Models i København. Jeg var den danske repræsentant ud af 10 udvalgte kvinder fra hele verden, der skulle arbejde for kanal 5 i Milano i en periode på et halvt år. Da showet var tæt på afslutningen, syntes tv-værten lige, at han ville trække mig helt frem til scenekanten for at give mig et ekstra bifald, idet jeg havde klaret det “over al’ forventning” (jeg er jo blondine). Alle klappede begejstret, lige indtil situationen pludselig vendte, og der var dyb tavshed...

Læs mere...

Er du klar over, hvor vigtigt det er at kunne fløjte

For en del år siden styrtede jeg som vanligt rundt om morgenen for at blive færdig, inden jeg skulle ud af døren. Christina min veninde havde bedt om at køre med ind til København fra Hornbæk, og alt var som udgangspunkt fint og hyggeligt. Musikken spiller i radioen, og vi får grinet godt, indtil vi pludselig begynder at tale om de lidt mere alvorlige emner; et område jeg vidste, jeg var nødt til at få handlet på, men som jeg havde svært ved at kaste mig over.

Fysisk kan jeg mærke, at der i takt med mit tankespinderi, pludselig sker noget i min krop. Jeg føler mig lidt små svimmel og bliver tørstig. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, og jeg er meget opmærksom på, at jeg er nødt til at tage action på det område; mit problem er, at min handling vil få store konsekvenser for andre. Og er der noget, jeg har det svært med, så er det at gøre andre ulykkelige, omend det somme tider kan være nødvendigt.

Jeg fornemmer tydeligt under kørslen, at jeg må holde ind til siden, men inden jeg når så langt, får jeg i løbet af et splitsekund...


Læs mere...

Da min præsentation endte i katastrofe

Jeg var lykkelig, da jeg i sin tid fik tilbudt jobbet som medværtinde på TV3's "Knald eller Fald". Længe havde jeg drømt om at lave TV, og jeg var i mit absolutte es, da Anders Frandsen og jeg for første gang sammen skulle indtage scenen på Nordisk Film i Valby, hvor optagelserne fandt sted. Hvad jeg til gengæld ikke var forberedt på var, at salen var proppet med mennesker. Ikke blot var det TV-optræden foran et kamerahold og de medvirkende, der ventede mig; i hundredevis af mennesker deltog som publikum, og de forventede - også når kameraerne var slukkede, at værterne var "på" med underholdning på forskellig vis.

Anders gjorde det godt og var tydeligt scenevant, jeg selv kunne have kravlet i et musehul, da alles blikke faldt på mig. Jeg anede ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle sige. Det var ikke et spørgsmål om, at ordene ikke kunne forlade min mund; der var ingen ord. Efter flere minutters dyb tavshed fandt jeg pludselig, midt i hele sceneriet, det hele så tragikomisk, at jeg begyndte at grine. Først grinede publikum med, men da jeg blev ved og ved og ved og bare ikke kunne stoppe igen, blev de lettere utålmodige. Bedre blev det ikke af...

Læs mere...

Sådan vendte jeg tilbage til det normale liv

Min mor sad ved siden af mig med mine hænder i sine og græd så hjerteskærende. Jeg havde ondt af hende, men jeg kunne ikke give hende det, hun bad om. “Bare lidt Pia, bare en lille bitte smule,” husker jeg, hun tryglede. Jeg ville så gerne gøre hende glad, om nogen fortjente hun, at jeg lyttede, men det vendte sig i mig bare ved tanken; jeg kunne ikke. Jeg undrede mig ofte over, hvordan jeg var kommet så langt ud. Kærlighed havde jeg fået maser af. Min mor øsede ud af sin kærlighed til alt og alle inklusiv mig. Et mere omsorgsfuldt menneske eksisterer ikke; jeg vil for evigt og altid være hende taknemmelig for, at hun har været præcist den, hun var og stadig er.

Da min mor gav op, blev jeg indlagt på sygehuset i Ribe. Hun var magtesløs, andre måtte til. Hendes umulige datter var ikke til at rokke. Hun havde vitterligt forsøgt på alle tænkelige måder, men intet hjalp. Da vi gik ind af døren til hospitalet, var jeg både vred, dybt ulykkelig og panisk. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke kunne blive her. Jeg var enten nødt til at stikke af eller bryde normerne for, hvad man gør, når man opholder sig på et hospital. Ingen tvivl om, at det krævede planlægning, og jeg var nødt til først i løbet af eftermiddagen på en eller anden vis at snige mig ned i byen og så efterfølgende ind i personalekøkkenet om natten...

Læs mere...