Sådan vendte jeg tilbage til det normale liv

Min mor sad ved siden af mig med mine hænder i sine og græd så hjerteskærende. Jeg havde ondt af hende, men jeg kunne ikke give hende det, hun bad om. “Bare lidt Pia, bare en lille bitte smule,” husker jeg, hun tryglede. Jeg ville så gerne gøre hende glad, om nogen fortjente hun, at jeg lyttede, men det vendte sig i mig bare ved tanken; jeg kunne ikke. Jeg undrede mig ofte over, hvordan jeg var kommet så langt ud. Kærlighed havde jeg fået maser af. Min mor øsede ud af sin kærlighed til alt og alle inklusiv mig. Et mere omsorgsfuldt menneske eksisterer ikke; jeg vil for evigt og altid være hende taknemmelig for, at hun har været præcist den, hun var og stadig er.

Da min mor gav op, blev jeg indlagt på sygehuset i Ribe. Hun var magtesløs, andre måtte til. Hendes umulige datter var ikke til at rokke. Hun havde vitterligt forsøgt på alle tænkelige måder, men intet hjalp. Da vi gik ind af døren til hospitalet, var jeg både vred, dybt ulykkelig og panisk. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke kunne blive her. Jeg var enten nødt til at stikke af eller bryde normerne for, hvad man gør, når man opholder sig på et hospital. Ingen tvivl om, at det krævede planlægning, og jeg var nødt til først i løbet af eftermiddagen på en eller anden vis at snige mig ned i byen og så efterfølgende ind i personalekøkkenet om natten. Jeg var bange men fast besluttet. Egentlig ikke så bange for, om personalet blev vrede, mere om de tog tingene fra mig.

Fakta var, at jeg led af nervøs spisevægring. Jeg ville ikke spise og var så tynd, at jeg kunne holde om min egen talje med hænderne. Alle mine ribben var tydelige; jeg var meget underernæret. Hver aften inden jeg gik i seng tvang jeg mig til at se på mig selv i spejlet, og hvor de fleste nok ville være chokerede over den magre kvinde, der viste sig i spejlet, så jeg kun en tyk pige, hvis mave bulede ud. Hvad jeg ikke vidste var, at når man er så underernæret, så buler maven netop ud, ligesom vi ser i tv fra områder i verden, hvor børn lider sultedøden. Jeg selv var besat af at få min mave flad, og jeg tillod ikke mig selv at sove, før jeg havde lavet et væld af maveøvelser.

Mit fix var afføringsmidler, som var det eneste, der hjalp på min mave. Efter at have forsøgt med adskillige produkter, fandt jeg to præparater, som var perfekte. "Thea Bona" te og "Sagralin" piller. Begge dele måtte tages med måde. Sagralin piller måtte tages i en periode - 1 pille hver dag, jeg tog 10 piller om dagen!

Mit formål med at snige mig ud i personalekøkkenet var at lave min elskede te på deres kaffemaskine og gemme den i drikkedunke og så ellers indtage mine uundværlige piller. Det lykkedes mig alt sammen, indtil lægerne undrede sig over, at jeg trods indtag af mad, mens de så på, tabte mig. Alle mine ting blev rodet igennem, de fandt det hele, tog det fra mig og forlod mig i hænderne hos en psykolog. Jeg var fortabt.

For at gøre en lang historie kort virkede psykologien ikke på mig. Jeg var stædig, ikke modtagelig og langt fra åben. Jeg var dybt ulykkelig. Jeg hadede synet af mig selv, og jeg blev skør. Jeg handlede ikke rationelt og var nærmest besat af, at mine omgivelser skulle spise. Alt var så paradoksalt. Jeg fik masser af kærlighed men kunne ikke grave en flig af kærlighed frem til mig selv. Først da jeg så et foto af mig selv i Se og Hør (forstår stadig ikke den dag i dag, at billedet kom i), blev jeg klar over, hvor forfærdelig jeg så ud. Det var et under, jeg stadig levede. Jeg husker tydeligt, jeg sad på gulvet i stuen, tog min mors hånd og sagde undskyld til hende. Vi græd begge, og jeg var parat til at arbejde med mig selv.

Inderst inde var jeg klar over, at jeg var nødt til at vende hadet til mig selv og min krop til noget smukt og positivt. Redningen blev en trofast støtte i min familie og min kæreste, der elskede mig trods min mave, der lignede en fodbold - og ikke mindst Louise Hays bog "Helbred dit liv". Hendes positive affirmations blev en del af min hverdag, og langsomt vendte jeg tilbage til det "normale" liv. Uden min mors hjertevarme og Louises smukke bekræftelser og kærlighed, der strømmede igennem bogens mange linier, havde jeg formentlig ikke levet i dag. Siden har jeg mødt Louise og vist hende min kærlighed <3

Som Louise både har udtrykt og skrevet, må jeg nikke genkendende til: "Learning to love yourself will be the hardest thing you'll ever do in life..."

I al' kærlighed fra mig til dig - elsk dig selv, det er den største gave, du kan give dig selv i livet.